Skoldkopper gravid

Kære læser

I løbet af din graviditet, er der sandsynlighed for at du udsættes for kontakt med børn der har skoldkopper. Det kan være i forbindelse dit job, hos dine egne børn, eller andre børn i din omgangskreds.

Det giver ofte anledning til bekymringer. Bl.a. fordi der findes flere forskellige scenarier med skoldkopper i graviditeten, er det svært at finde et klart svar på hvordan du bør forholde dig.

I dette indlæg vil jeg derfor give dig et overblik over hvordan du skal forholde dig, alt afhængig af den situation du står i. Læs om de forskellige scenarier nedenfor

OBS: Har du fået udbrud af skoldkopper og er du gravid bør du altid kontakte læge som det første!

Er skoldkopper farligt for gravide

1. Du er gravid og har haft skoldkopper

98% af danmarks befolkning har haft skoldkopper i løbet af deres barndom. Hører du til blandt dem, er skoldkopper i graviditeten ganske ufarligt. Har du haft skoldkopper er der ingen risiko for fostret forbundet med at du bliver udsat for smitte. Årsagen er at dit immunforsvar har dannet antistoffer mod sygdommen og du vil derfor ikke kunne få skoldkopper igen. Antistofferne bekæmper smitten du udsættes for og beskytter også fostret. Derfor kan du trygt gå på arbejde, være tæt på dine egne eller andres børn hvis de har skoldkopper, selvom du er gravid.

Ligeledes er vil dit nyfødte barn være beskyttet af dine antistoffer, de første måneder efter fødslen, hvis du har haft skoldkopper som barn.

Læs svar på brev om risiko for spædbarn der udsættes for smitte med skoldkopper her

2. Du er i tvivl om du har haft skoldkopper

Det første du skal have på plads, er altså om du selv har haft skoldkopper. Det er almindeligt at lægen spørger ind til dette ved dit første besøg tidligt i graviditeten.Hvis du er i tvivl, tager lægen en blodprøve for at afklare om du har antistoffer i dit blod. Som nævnt tidligere ved man at kun ca 2% har haft skoldkopper i barndomsårene. Derfor er dette meget sjældent.

3. Du har ikke haft skoldkopper eller er i tvivl om det og vil gerne være gravid

Ikke mange tænker på skoldkopper når de planlægger graviditet. Hvis du mener du ikke har haft skoldkopper, kan du som nænt gå til din egen læge og få kontrolleret dette ved en blodprøve. Viser det sig at du ikke har antistoffer mod skoldkopper i dit blod, kan du indtil tre måneder inden du planlægger at skulle være gravid, få en vaccine der giver dig de antistoffer du mangler. Antistoffer er immunforsvarets ”små krigere”. Hvis du har antistoffer mod skoldkopper i kroppen, er dit immunsystem i stand til at beskytte dig mod smitte og dermed beskytte dit foster.

4. Du er gravid og har ikke haft skoldkopper

Hvis du allerede er gravid og finder ud af at du ikke har haft skoldkopper, så er det vigtigt at du undgår kontakt med smittede.

Skoldkopper smitter både via nys, host og ved fysiskberøring. Er du f.eks. pædagog og der er udbrud af skoldkopper hos børnene, bør du ikke arbejde før din 21. graviditetsuge. Ved tilfælde af skoldkopper på din arbejdsplads bør du derfor kontakte din egen læge og blive hjemme indtil det er afklaret hvorvidt du igen kan tage på arbejde, uden risiko for smitte.

Hvis du oplever at få skoldkopper i din graviditet eller har været udsat for direkte smitte og ikke tidligere har haft skoldkopper, bør du kontakte din læge uanset tidspunkt i graviditeten. Lægen kan hjælpe dig til en vurdering af om du skal have en vaccine under graviditeten.

Grunden til at du trygt kan arbejde efter 21. graviditetsuge, er at der efter dette tidspunkt, ikke er risiko for fostret hvis du som gravid selv får skoldkopper. Læse mere under punkt 6.

Arbejdstilsynet har fastlagt retningslinjer for gravide der er i risiko for smitte med skoldkopper

5. Du er gravid og født og opvokset i tropiske lande

I tropiske lande er skoldkopper ikke en børnesygdom. Derfor er kun 50% af i kvinder der er født og opvokset i tropiske lande immune overfor skoldkopper og dermed i langt større risiko for at få sygdommen under graviditeten.

Skoldkopper hos gravid fra tropiske lande

Hører du til blandt denne gruppe, skal du være særligt opmærksom på om du har haft skoldkopper eller ej. Både hvis du er gravid og gerne inden du planlægger at blive det. I alle tilfælde bør du henvende dig hos din egen læge, hvis du er i tvivl om du har haft skoldkopper og gerne vil være gravid.

6. Risiko for barnet ved udbrud af skoldkopper

I dette afsnit er der tale om at du som gravid får udbrud af skoldkopper efter at være blevet smittet. Dette er meget sjældent.

Skoldkopper hos gravide før graviditetsuge 20.

Der er øget risiko for lav fostervægt og en lille risiko for misdannelser på 1-2%

Skoldkopper hos gravide fra graviditetsuge 20 og indtil en uge før fødslen

Der er meget lav risiko for barnet. Det kan medføre at barnet for skoldkopper inden i livmoderen.

Skoldkopper hos gravid mindre end en uge før fødslen

I dette ekstremt sjældne tilfælde, er der desværre høj risiko for at barnet bliver sygt og ikke overlever den første tid efter fødslen. Dette sker meget sjældent, fordi man skal være udsat for kombinationen af ikke at have haft skoldkopper som barn, (hvilket kun er 2% af den danske befolkning) og samtidig få udbrud af skoldkopper under en uge før fødslen.

Afklaring om skoldkopper bør tages alvorligt

Det er en lidt dyster måde at afslutte indlægget på. Lad mig derfor understrege at udbrud af skoldkopper hos gravide ekstremt sjældent i Danmark.

Ikke desto mindre understreger risikoen, vigtigheden af at tage skoldkopper alvorligt, hvis du er gravid og ikke har haft skoldkopper som barn.

Langt de fleste gravide vil som nævnt være blevet undersøgt for dette hos egen læge. Ved tvivls tilfælde vil der som regel være blevet taget en blodprøve. På din profil på sundhed.dk kan du finde svar på dine blodprøver, alternativt kan du kontakte din læge for at få svar på blodprøven.

Skriv gerne til mig hvis du har brug for råd og vejledning om netop din situation

Kh

Jordemoder Laura

Tilmeld dig et seriøst nyhedsbrev om graviditet med videre her

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *