10 TING MÆND KAN GØRE UNDER FØDSLEN!

SÅDAN HJÆLPER DU DIN KÆRESTE IGENNEM FØDSLEN:

10 TING DU KAN PAKKE I VÆRKSTØJSKASSEN OG 10 GRUNDE TIL AT DU ER UUNDVÆRLIG PÅ FØDESTUEN!

Mange mænd går til fødslen med en forventning om at de er overflødige og ude af stand til at hjælpe deres fødende kærester. Det er super ærgerligt! I kan nemlig som ingen andre skabe tryghed, opretholde kampgejst, ”ryste røv” og lindre fødselssmerter. Her er 10 konkrete tips til hvordan den skal skæres

1. VÆR STORSINDET

Når dine kæreste knokler sig igennem veerne, vil hun med stor sandsynlighed være presset og bruge hele sit fokus på veerne. Derfor har hun ikke altid overskud til at tale blidt og kærligt til dig undervejs. Hun kan derfor virke urimeligt kort for hovedet og vrissen. Det er ikke personligt! Men kan godt kræve lidt af den overordentlig store tålmodighed I mænd har med jeres kvinder.

2. ROS DIN KVINDE

De fleste kvinder elsker ros og anerkendelse– især af deres mand. Med al sandsynlighed styrker du på den måde din kvinde til at tackle veerne. Anerkend hendes indsats for sagen og ros hende ærligt for det hun gør godt. Men meget VIGTIGT: Variér dit ordvalg. ”kom så skatter, du kan godt!” kan være trættende at have hørt 736 gange, når hun når til ve nummer 736!

3. SHAKE THAT BOOTY!

Ja det er dig der skal ryste mås her – altså på din kæreste. Fordi der er så stort pres på inde i bækkenet, ophober der sig spændinger i muskulaturen, som barnet skal ”suse” forbi. De spændinger kan muligvis forhale hele seancen noget og hvem ved, betyde at veerne føles heftigere. Ved at ryste hendes bækken, kan du hjælpe med at løsne de spændinger i ve-pausen.

Du gør følgende:

Stil dig bag din kæreste, der har ryggen til dig.
Tag et fast greb om hendes hofter
Bed hende om at tage en dyb vejrtrækning og start med at ryste hendes bækken, når hun ånder ud.
Ryst hofterne frem og tilbage med noget nær samme tempo som en rystepudser!
Prøv jer frem. Tempo og styrke på vibrationen du skaber er en temperamentssag.

Bonus: Shake that booty kan også anbefales mod en træt lænd i graviditeten.

4. MASSERE, MASSERE OG ATTER MASSERE!

Når din kæreste har veer har hun formentligt rigtig ondt. Barnet trykker på hendes bækken indefra. Et modtryk på lænden virker ofte lindrende. Derfor er massage et godt redskab at have pakket i værktøjskassen til fødslen. Og husk at trykke til. Det der ”jeg-rør-dig-med-en-cocktailpølse-massage” virker nemlig ikke – med mindre din kæreste beder om at blive nusset.

5. BLIV HVOR DU ER!

Du er din kærestes holdepunkt under fødslen. Du giver hende en enorm tryghed. At du holder hendes hånd, eller at du lægger armene om hende og støtter hende fysisk under veerne, kan være et uvurderligt fokus for hende. Derfor – hvis noget virker for din kæreste – så bliv hvor du er, med mindre du absolut ikke kan holde dig mere!

6. KLICHEÉN OM KOLDE KLUDE

Kolde klude på panden må være kliche nummer ét over mandens rolle under en fødsel. Og de er gode både på panden og i nakken. Men det kan give en del uro hvis du skal spæne frem og tilbage imellem vasken og din kvinde.

Opskriften lyder derfor: Tag to vaskeklude. Gør dem våde. Hæng den ene over en genstand i rummet hvor den får luft. Den klud der hænger og dingler i luften, bliver automatisk kold. Læg den anden på panden eller i nakken. Hold øje med hvornår den ikke længere er iskold (Det går ret hurtigt) og byt de to klude igen og igen og igen…

7. BEVAR KAMPGEJSTEN

Du ved ikke hvad fødslen bringer. Måske kommer det til at gå så hurtigt at du ikke får et ben til jorden. Men mere sandsynligt er det, at din tålmodighed bliver sat på prøve. Din kæreste, der arbejder inderligt for at bringe jeres lille vidunderbarn til verden, vil spejle sig i dig. Mister du modet vil det påvirke hendes kampgejst negativt. Derfor: bevar optimismen og hold dig selv og hende fast i det faktum, at lige pludselig så er fødslen forbi og i sidder og græder af lykke, over den lille lækre basse I har skabt sammen.

8. INGEN SELVMEDLIDENHED!

For alt i verden, udvis ikke selvmedlidenhed under fødslen! En fødsel kan vare længe og starte midt om natten, hvor du ikke har fået din søvn. Eller endnu værre du er syg og har feber og så kan det være hårdt at være hendes klippe time efter time. Men uanset hvad – beklag dig ikke over hovedpine eller des lige til din kæreste under fødslen. Det er synd for dig hvis du har det skidt. Men hun knokler i sit ansigts sved og er helt sikkert mere presset end dig. Så har du ondt må du diskret hive et par smertestillende op af lommen og sluge dem – det hjælper!

9. BRUG DIN BAGSTOPPER

At skulle være en fast klippe og kunne bevare gejsten og optimismen under fødslen er store krav, hvis det ikke lige ”klapper”! Du har en bagstopper. Det er jordemoderen. Der er ikke noget hun hellere vil end at du og din kæreste er trygge. Derfor, hvis I f.eks. er i tvivl om alt er ok eller hvad perspektivet er for fødslen, så spørg jordemoderen!

10. STØT HENDE FYSISK UNDER FINALEN

Pressefasen er fysisk krævende. Og her taler vi ikke 12 kilos kettle bell. Vi taler virkelig krævende! Derfor har hun højest sandsynligt meget gavn af at du hjælper ved støtte hende fysisk. Alt efter om hun står sidder eller ligger ned under pressefasen kan det være du skal støtte hendes nakke eller støtte hendes ene ben. Det kan også være hun har god gavn af at hænge sig om din nakke.

Held og lykke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *